Teenageværelse på Nørrebro
Udfordringen
Teenageren i denne lejlighed på Nørrebro savnede sit helt eget værelse. Det oprindelige rum var et gennemgangsværelse til det eksisterende køkkenalrum, og der var brug for vægge og privatliv uden at bremse dagslyset i både det gamle og det nye rum.
Løsningen
For at sikre privatlivet for både teenager og voksne men samtidig give dagslyset mulighed for at strømme ind og ud af det nye rum, valgte vi at sætte gamle genbrugsvinduer øverst i de nye vægge. Vi satte en genbrugs-fyldningsdør i væggen, så teenage-værelset nu kan lukkes helt af, samtidig med at den oprindelige stil i lejligheden honoreres.
Hvor er genbrugsvinduerne fra?
De fine, småsprossede vinduer langs loftet i de nye vægge er gamle forsatsrammer fra en lejlighed på Østerbro i København. Jeg har ombygget vinduerne og givet dem en karm, så de passer perfekt til de nye vægge. Døren er gammel fyldningsdør med original karm.
Skelettet til det nye rum bygges op
Her kan du se, hvordan det ser ud, når jeg opbygger skelettet til et nyt rum i rummet. Det nye teenageværelse bliver placeret i stuens ene hjørne, og når maleren har været forbi for at spartle og male, ser rummet ud som har det altid har været en del af lejligheden.
”Tænk i højden og få flere kvadratmeter”
”De vægge, jeg laver, skal se ud som om, de altid har været der. Derfor bruger jeg kun materialer der matcher det, som allerede er. Hvis jeg skal sætte en fyldningsdør ind og etablere nye greb, så skal begge dele passe til de andre døre i lejligheden. Jeg leder ofte længe efter de rigtige materialer, genbrugsdøre og vinduer.”
”Mange københavnerlejligheder er desuden små, men til gengæld har de højt til loftet. Derfor er det en rigtig god løsning at tænke i højden fremfor udelukkende at tænke i kvadratmeter – så har du pludselig mange kubikmeter at boltre dig på. Særligt på børneværelser giver det mening at lave en hyggelig højseng, så rummet under højsengen er frigjort til fx skrivebord.”