3 uldne tips, der kan redde din dag
Uld er et fantastisk naturmateriale, der holder på varmen, selv når det er vådt. Det er selvrensende, så du ofte kan nøjes med at lufte det i stedet for at vaske det, og så er de fleste uldprodukter i dag så bløde, at du har lyst til at sove i dem.
Jeg går selv med uld året rundt. Jeg bruger tynde uld-t-shirts eller uld-undertrøjer om sommeren, tynde uld-underbukser under mine vandreshorts, lag på lag af flere forskellige tykkelser af uld-bluser og uld-trøjer om vinteren, uldsokker og endda uld-boksershorts.
1. Brug uldundertøj, når du sveder eller forventer at blive våd
Uld varmer også, når det er vådt. Derfor egner uld sig fantastisk godt til det nordiske klima, der jo kan være ganske vådt og koldt en stor del af året. Af samme årsag er uld-undertøj også genialt til udendørssport som skiløb, vandring, ridning og løb. Når du holder en pause og måske damper af sved i kold luft, vil uld-undertøjet stadig varme dig.
På billedet holder jeg frokostpause efter en aktiv formiddag på ski. Jeg har flere lag uld på under skaljakken, som varmer, selv om det er blevet fugtigt af sne og sved.
2. Drop den tykke dunjakke - tag uld på i mange lag
Er du på vandretur, skitur, ridetur eller ude at løbe i køligt eller endda koldt vejr, så er lag på lag af uldtøj en kæmpe fordel frem for en tyk jakke.
Med mange lag uld kan du hele tiden regulere din varme ved at tage et stykke tøj af eller på, og på den måde sikre dig den optimale temperatur, uanset, hvad du laver.
Tag gerne 5-7 lag uld på. Du kan starte med de helt tynde uld-underbukser og en uld-undertrøje. Herover tager du fx en uld-t-shirt på, så en langærmet uldtrøje, en uldvest og til sidst en uld-cardigan. Er du ude i blæsende vejr eller regnvejr, kan du afslutte med en skaljakke. På benene kan du tage et par lange og tykkere uld-underbukser ud over de tynde og afslutte med et par skalbukser, der kan transportere fugt.
Du skal naturligvis kunne opbevare de lag uld, du tager af, men uld fylder ikke meget, så hav fx en lille rygsæk med, til a putte det ekstra uldtøj i.
På billedet har Rikke 5 lag uld på overkroppen på en efterårsvandretur i Dovre Fjell.
3. Spar på vasken ved at lufte dit uldtøj
Uld transporterer hurtigt og effektivt sved fra din hud ud gennem uldtøjet, så sveden ikke når at gå i forbindelse med din huds bakterie. Dermed undgår du den værste svedlugt. Uld indeholder desuden fedtstoffet lanolin, der fjerner svedlugt, når du hænger tøjet til tørre. På den måde kan du springe en del uld-tøjvaske over.
På billedet tørrer min kammerat Jacob og jeg vores uldtøj i solen på Kebnekaise fjeldstation i Sverige.
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar